Pip

”Min fødselsdag falder tungt på d. 30. februar. Alt er overladt til mig selv. Jeg beklager mig ikke. Straks om morgenen tænder jeg for solen ved at stå op på en høj tanke. Måske skulle jeg pakke en kasse ud. De kigger på mig, flyttekasserne. De fylder rummene godt op. Mellem de små gader. Torve. Murene. De kigger på mig. Ubehøvlede brædder. Jeg lider denne morgen af en sund frygt. Ifører mig mit nyeste syltetøj og går, nej spadserer, min morgentur mellem kasserne. Med forkærlighed gennem de mørkeste stræder. (Kan De sige mig vejen til havnen?) Jeg bryder mig ikke om at sige det, men der er nogen her, foruden mig. Det er væmmeligt ikke at vide hvem.” I romanen ”Pip” møder vi Claus Senderovitz, når han er bedst. Sproget er levende, opfindsomt og dejligt forvirrende. Hverdagen bliver set gennem et forunderligt par briller, som får den til at gøre de mærkeligste krumspring.